Generalforsamling 2008

Referat af den ordinære
GENERALFORSAMLING
den 7. Marts 2008

Til den ordinære generalforsamling var der mødt 11 stemmeberettigede medlemmer op. Formanden bød velkommen.

1. Valg af dirigent.
Formanden bød velkommen og foreslog Janni som dirigent. Hun blev valgt ved akklamation. Hun konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt iht. vedtægterne.

Otto gjorde opmærksom på, at iflg. vedtægterne skal dagsordenens punkter 6a og 6c behandles i omvendt rækkefølge, og at punkt 6d ikke er et dagsordenspunkt iht. vedtægterne, men hører til under gruppernes beretning. Generalforsamlingen tilsluttede sig dette.

2. Formandens beretning.
Tine udleverede sin beretning for det forløbne år. Der blev dekreteret læsepause. Formandens beretning og generalforsamlingsreferatet lægges på hjemmesiden og udsendes til medlemmerne ved næste kontingentopkrævning, da TAS Nyt ikke længere udsendes på papir.

Formandens beretning godkendtes uden bemærkninger.

3. Gruppernes beretning.
Forestillingsgrupperne: Dækket af formandens beretning.

Ungdomsgruppen: Christina øver forestillingen Christiane F med den. Der er 12 medlemmer. Premiere 29. Marts. Der er kommet 2 nye fyre med i gruppen, som vi håber på fortsætter.

Teen-gruppen: Gruppen er blevet oprettet for at lette overgangen mellem børne- og ungdomsgruppen. Sarah leder den. Der er 14 medlemmer i alderen 12-14 år. De er i gang med at øve forestillingen Beverly 2630. Den skal vises på BUDU stævnet. Der er en venteliste for at komme med i gruppen.

Børnegruppen: Janni leder plus Nanna og Helena L. Der er 17 medlemmer fra 8-13. De er i gang med at øve forestillingen: Navnet er Jane Blond. Vises på BUDU stævnet. Vises også på teatret 17-18. Maj, sammen med Teen-gruppens forestilling. Der er ikke nogen venteliste. Kulturformidlingen i Taastrupgaard vil gerne have 3 unge med i gruppen. Vilkårene for dette diskuteres i øjeblikket i bestyrelsen.

Kostumegruppe: Jette meddelte, at den fungerer meget godt. Der er kommet styr på udlånet.

Repertoiregruppen: Gruppen har bestået af Troels, Tine, Maria og Otto. Repertoiret har været på plads ret tidligt. Meningen var, at vi skulle spille Emil til efteråret, men det må vi ikke alligevel, fordi rettighederne i Danmark ikke er faldet på plads med Astrid Lindgreens arvinger. Troels arbejder hektisk på at finde et andet stykke.

Rekvisitgruppen: Troels og Tine står for denne. Kører fortrinligt. Vi har et godt samarbejde med Folketeatret, hvorfra vi kan låne mange slags rekvisitter.

Hjemmesiden/TAS Nyt: Hjemmesiden fungerer fint, men udbygges stadig. Bestilling af billetter skal foretages dèr. Bestillingerne sendes direkte videre til Jette, som sender kvitteringer/fakturaer. TAS Nyt kører nu udelukkende på vores hjemmeside. Keld og Torben administrerer.

Teknik/Hus: Vagn står for dette, men er pt. temmelig alene om det. Kommunen har sendt en fra deres rådgivende firma for at besigtige vores vinduer, som er pilrådne. Hvad/hvornår der sker videre i sagen er ikke klart.

Lys/lyd: Jan og Keld. Vi var så heldige sidste år at få tilskud til nogle nødvendige lamper fra Nordea Fonden. Lydsiden er også velkørende, men der er forslag om nyindkøb i budgettet. Der planlægges at lave et lyskursus, så flere kan betjene udstyret. Det er ret kritisk allerede ifm. forårets forestillinger.

Festudvalget (den udsendte dagsordens punkt 6d): Torben, Jørgen, Jette B-P, Keld, Joy og Christina står for dette. Festudvalget holder jævnligt møder. Der er udsendt indkaldelse til årets TAS-Wood fest. Der er pt. kun 14 tilmeldte, og det er ikke tilfredsstillende nok til at gennemføre den. Udvalget overvejer, hvad de vil gøre ved dette. Udvalget vil feks. se på om prisen er for høj, men det betyder så, at ideen med at deltagerne ikke selv behøver medbringe mad/drikkevarer må forlades. Udvalget har også planer om at tage sig af premierefester og andre foreningsbegivenheder. Udvalget er specielt nedsat for at gøre noget for voksenmedlemmerne. Børnene og de unge har deres BUDU-stævne festligheder.

4. Forelæggelse af regnskab til godkendelse.
Jette uddelte regnskabet og gennemgik det. Bestyrelsen besluttede sidste år pgra. revisorernes bemærkning, som Kommunen også reagerede på, at afskrive de udestående kontingenter. Derfor er der en stor ”udgift” på kontingentposten iår.
Fremover håndhæves det, at medlemmer, der er i restance mere end 6 måneder, betragtes som udmeldt.  Jette påpegede, at det er de enkelte gruppelederes pligt at sørge for, at alle der er aktive i grupperne på teatret bliver indmeldt og kommer til at betale kontingent.
Posten ”tøj” vedrører indkøb af vores reklame T-shirts. Dem skal vi ikke købe så mange af fremover. Gave budgettet er steget, fordi bestyrelsen gerne vil give lidt mere anerkendelse af medlemmerne. Totalt er underskuddet kun lidt større end budgetteret. Vores egenkapital er god.
Der skal byttes om på den håndskrevne tekst ifm. bankregnskabet.

Der var ingen bemærkninger fra revisorerne (Maria og Otto).

Jette oplyste, at der i øjeblikket er 64 medlemmer, når de ovenfor nævnte udmeldte ikke regnes med. Der er 38 aktive voksenmedlemmer, 27 ungdoms- og teen-medlemmer, børnegruppen er på 17, og der er 18 interessemedlemmer.

Troels: Er det ok, at man bare melder sig ind til en forestilling, og så undlader med at fortsætte med at betale efter forestillingen, før man begynder igen på næste års forestilling? Jette: Nej, man skal naturligvis altid betale sin restance først. Melder man sig imidlertid aktivt ud efter forestillingen, så er der naturligvis ingen ”restance”, når man melder sig ind igen året efter.

Der var ingen bemærkninger til regnskabet iøvrigt.

Regnskabet godkendtes herefter.

5. Indkomne forslag.
Der var indkommet et forslag fra bestyrelsen. Bestyrelsen udleverede forslagsteksten. Ordet: forestillinger skal rettes til: produktioner i forslaget.
Det drejede sig om et forslag til en vedtægtsændring for at præcisere brugen af medlemmernes fribilletter. Ændringen betyder, at man som medlem ikke længere har 2 fribilletter til de forestillinger, man ikke selv er med i, men kun fribillet for sig selv. Forslaget præciserer også, at medlemmer, der spontant møder op til en forestilling, kun kan komme ind, hvis der er ledige pladser. Forslaget vil ikke betyde ændringer for interessemedlemmerne.
Baggrunden for forslaget er, at bestyrelsen gerne vil sikre, at der kommer så mange betalende tilskuere som muligt til forestillingerne.

Christina L: Men hvis jeg som medlem har bestilt på forhånd, kan jeg så komme med, når der er fuldt hus? Jette: Ja, det er kun hvis du møder op uanmeldt, og der er fuldt.

Otto: Der er regler for gennemførelse af vedtægtsændringer. Dem skal vi overholde. Det betyder, at forslaget ikke kan endeligt vedtages på denne generalforsamling. Dertil kræves nemlig, at 2/3 af medlemmerne er til stede. Derfor er det at få gennemført vedtægtsændringer meget svært. Det var kun med nød og næppe, at vi fik halet en vedtægtsændring igennem for mange år siden. Otto foreslog derfor, at bestyrelsen trak forslaget tilbage og nøje gennemtænker, hvorledes en sådan vedtægtsændring kan gennemføres, og hvilke emner den skal omfatte – feks. en samtidig ændring af reglerne for kravene til vedtægtsændringer, som er skrappere, end man normalt finder i andre foreningers vedtægter.

Troels: Det betyder altså, at selv børnemedlemmernes stemmer tæller med? Jeg tror ikke på at børnegruppen fatter, hvad det er de stemmer på. Christina H: Kan vi ikke få forældrene til at stemme på børnenes vegne. Otto: Nej, det er den, der står som medlem, der skal stemme. Vedtægterne blev lavet dengang TAS var en ren voksenforening og opererer derfor kun med aktive og interessemedlemmer – uanset alder.

Tine: Bestyrelsen trækker forslaget, omarbejder det, ser på vedtægterne generelt og sørger for at få afstemningsprocessen til at fungere.

6a. fastsættelse af kontingent.
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent, dvs: 200 kr/kvt for aktive voksne, 150 kr/kvt for ungdomsmedlemmer og 200 kr/år for interessemedlemmer. Ved en fejl er ungdomsmedlemmerne kun blevet opkrævet 100 kr/kvt i året der gik. Generalforsamlingen accepterede, at der ikke skal ske efterbetaling.

Kontingentsatserne blev vedtaget.

6b. fastsættelse af billetpriser.
Bestyrelsen foreslog varierende billetpriser afhængig af forestillingen. Forslaget er, at billetterne til efterårsforestillingen skal koste 65-85 kr afhængig af hvilket stykke, der vælges. Forårsforestillingerne 50 kr.

Bestyrelsens forslag til billetsatser blev vedtaget.

6c. godkendelse af budget.
Jette udleverede og gennemgik budgetforslaget. Budgetposten for Emil, skal naturligvis gælde den forestilling, der vælges. Christiane F.s budget er så stort, fordi der er ekstern instruktør på. Der er forslag om at foretage en del renovationer i huset bla. i foyeren. Teknikken er også steget, fordi vi jævnligt må leje ekstra udstyr til de store forestillinger. Vi har fået et fordelagtigt tilbud på at overtage det udstyr, vi normalt har lejet. Det vil blive tjent hjem bare på én forestilling.

Janni: Internettet på kontoret, må man kun bruge det i foreningsøjemed? Jette: Internet abonnementet er forbrugsbaseret, og det betyder, at foreningen kommer til at betale, hvis det bruges privat. Men bestyrelsen forsøger at få et andet abonnement.

Troels: Hvor skal vi gøre af det nye lydudstyr? Keld: Det vides ikke pt., men det skal nok blive løst, når det kommer.

Det fremlagte budget blev herefter vedtaget.

7. Valg til bestyrelse.
Formand og de tre bestyrelsesmedlemmer var på valg. Tine genopstillede og genvalgtes som formand ved akklamation.

Bestyrelsesmedlem Keld og Torben var villige til genvalg. Christina L. ønskede ikke at genopstille. Bestyrelsen foreslog Nanna.

Da der ikke var flere kandidater, blev disse tre valgt.

8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
Maria og Otto var villige til genvalg som revisorer. Bestyrelsen mente at vide, at Jan gerne ville genopstillede som revisorsuppleant. De valgtes alle ved akklamation.

9. Eventuelt.
Otto gav en status over, hvad der var sket i Kulturelt Samråd. Janni har meddelt, at hun ønsker at udtræde af Samrådet. Der skal derfor snarest være nyvalg til posten som repræsentant for Teaterforeninger og amatørscener. Valgdatoen bliver den 25/3. Otto har meddelt TAS’ bestyrelse, at han ikke ønsker at opstille igen. Bestyrelsen vil sørge for at finde en anden kandidat og deltage på valgmødet.

Otto orienterede også om, at Folkeoplysningsudvalget er i gang med at revurdere kriterierne for, hvad der kan søges tilskud til i udvalgets udviklingspulje. Kulturelt samråd udsender derfor meget snart et spørgeskema til foreningerne (svarfrist: udgangen af måneden). Derudover vil samrådet samle foreningerne den 25/3 for at få en dialog om, hvilke behov de kunne tænke sig dækket i disse kriterier. Bestyrelsen forventes naturligvis at besvare skemaet og sende repræsentanter til mødet.

Troels spurgte igen, om brandtrappen snart blev renoveret, da den er ved at falde fra hinanden. Bestyrelsen svarede, at det er påpeget over for Kommunen, senest ved det nylige tilsyn. Tilsvarende har bestyrelsen gjort Teknisk forvaltning opmærksom på, at vi har problemer med et toilet, der er defekt og løber. Vi har måttet lukke for brug af det. Bestyrelsen rykker igen.

Janni og Troels var kommet til at dobbeltbooke scenen en søndag. Janni spurgte om det var muligt at foretage disse bookinger på vores hjemmeside, så tilsvarende situationer ikke opstod igen. Christina H: Det vil bestyrelsen tage op, men det er ikke sikkert om det kan lade sig gøre. Tine: Det ville være bedre at grupperne snakker sammen. Christina L: Det har altid været et problem at få folk til bare at skrive på den almindelige kalender, så det vil ikke hjælpe at få den på hjemmesiden. Jette: Kan vi ikke blive enige om, at alle lover at sørge for at holde kalenderen opdateret. Det indvilgede de tilstedeværende i.

Dirigenten takkede for god ro og orden.

Referent: Otto.