Generalforsamling 2009

Referat af den ordinære

GENERALFORSAMLING

den 6. Marts 2009

Til den ordinære generalforsamling var der mødt 14 stemmeberettigede medlemmer op.

1. Valg af dirigent.

Formanden bød velkommen og foreslog Troels som dirigent. Han blev valgt ved akklamation. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt iht. vedtægterne.

Otto gjorde opmærksom på, at iflg. vedtægterne bør dagsordenens punkter 6a og 6c behandles i omvendt rækkefølge, og at punkt 6d ikke er et dagsordenspunkt iht. vedtægterne, men bør høre til under gruppernes beretning. Generalforsamlingen tilsluttede sig dette.

2. Formandens beretning.

Tine udleverede sin beretning for det forløbne år. Der blev dekreteret læsepause. Formandens beretning og nærværende generalforsamlingsreferatet lægges på hjemmesiden (www.t-as.dk), da TAS Nyt ikke længere udsendes på papir.

Tine tilføjede en korrektion: Dramaskolens afslutning er først 28-29 maj.

Formandens beretning godkendtes uden bemærkninger.

3. Gruppernes beretning.

Forestillingsgrupperne: Dækket af formandens beretning.

Ungdomsgruppen: Mangler en leder. Derfor er medlemmerne pt. en del af Teen-gruppen.

Teen-gruppen: Sara og Luffe leder gruppen. De er ved at lægge sidste hånd på forestillingen: Else Awards. Der er 17 medlemmer. Dem, der er i den øverste ende af aldersklassen, vil gerne lave nogle lidt andre stykker end de yngre. Det er et problem. Generalforsamlingen diskuterede, om der skulle ske en opdeling, men da vi ikke har en ekstra leder pt. vil der ikke ske en opdeling.

Børnegruppen: Janni og Helena leder gruppen. Der er 11+ medlemmer fra 8-13. De fleste flytter op i Teen-gruppen næste år, så de har også været problemer med at vælge repertoire. De er i gang med at øve forestillingen: Celle nr 13. Janni ønsker at stoppe som leder til sommer. Bestyrelsen arbejder på at finde en afløser. Børnene er dårlige til at melde afbud. Luffe: Det gælder også i Teen-gruppen.

Troels spørger, om der ikke bør indføres er regel om, at 3 ganges fravær, så er det ud af gruppen? Janni: Hvis de har en rolle, så bliver de taget af forestillingen, hvis de har 3 ganges fravær. Christina H.: Vi kan ikke tillade os at smide medlemmer ud på det grundlag. Men det er ok, at de bliver taget af rolle listen. Tine: Enig. Bestyrelsen vil tage et møde med gruppelederne for at få ”knækket koden”. Marianne F.: Man kunne også indføre bøder. Det gør man andre steder. Janni: De skal give kage, hvis de har glemt manus feks. Men det bliver desværre til mange kager.

Kostumegruppe: Jette meddelte, at den fungerer godt.

Repertoiregruppen: Gruppen har primært bestået af Tine og Otto, så det har været let at finde stykker. Der er planlagt repertoire frem til en gang i 2010, men der er stadig mulighed for at komme med forslag til produktioner, som man selv gerne vil sætte op.

Rekvisitgruppen: Troels og Tine står for denne. Kører fortrinligt. Troels har ryddet fuldstændig op i kælderen, men han har også fyldt den op igen.

Hjemmesiden/TAS Nyt: Hjemmesiden fungerer fint, men udbygges stadig. Keld og Otto administrerer. Marianne L.: Det var så dejligt at kunne hente oplysninger om prøver mm. til Emil på hjemmesiden. Kim: Kan man også generere en mail til deltagerne, når der sker ændringer i planerne? Keld: Det vil vi undersøge. Troels: På Emil blev der anvendt SMSer til dette, og det fungerede.

Teknik/Hus: Jørgen T. står for det. Jesper og Steen medvirker. Vinduerne til gaden er stadig ikke udskiftet af Kommunen. Det samme gælder jerntrappen (nødudgangen fra 1. sal). Tine vil rykke igen.

Lys/lyd: Jan og Keld. Det går fint. Multikabel og monitor er anskaffet på lydsiden. Ellers er der ikke sket anskaffelser af betydning.

Festudvalget (den udsendte dagsordens punkt 6d): Der var for få deltagere. Derfor blev TAS-Wood aflyst i 2008. Den gentages heller ikke i år. Men udvalget fortsætter med at lave andre arrangementer. Det er bestyrelsen der pt. udgør udvalget.

4. Forelæggelse af regnskab til godkendelse.

Jette uddelte regnskabet og gennemgik det. Hun fremhævede, at Emil stod med en stor udgift og ingen indtægter. Det skyldes naturligvis, at den først blev spillet i 2009. Den endte med at indspille 77770 kr ialt dvs. inkl. bar og programmer. De andre forestillinger har tjent mindre end forventet. De var svære at få annonceret og solgt. Budgettet til indvendig vedligeholdelse var oprindelig planlagt at være nede i foyeren, men det blev ændret til første salen i stedet, og det er udført af en professionel maler. Det er blevet lækkert. Bemærkes bør også, at Teen- og ungdomsgruppen har haft et fælles budget, og udgifterne er derfor samlet i en post.

Der var ingen bemærkninger fra revisorerne (Maria og Otto).

Jette oplyste, at der i øjeblikket er 63 medlemmer. Der er 7 ungdoms- og 17 Teen-medlemmer, børnegruppen er på 11, og der er 28 aktive voksenmedlemmer. Dertil kommer 19 interessemedlemmer. Mange af de voksne har ikke været særligt aktive inden for de seneste 2 år.

Der var ingen bemærkninger til regnskabet.

Regnskabet godkendtes herefter.

5. Indkomne forslag.

Der var indkommet et forslag om nye vedtægter fra bestyrelsen, som var vedlagt indkaldelsen, og som bestyrelsen ønskede sat til afstemning. Hvis det vedtages af generalforsamlingen i dag, skal der, fordi halvdelen af foreningens medlemmer ikke er til stede, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling om ændringerne, før det endeligt kan vedtages.

Bestyrelsen motiverede forslaget som følger: Vi vil gerne skrive vedtægterne i et lidt mere forståeligt sprog og gøre bestyrelsens arbejde nemmere. Det er et forslag, som ønskes debatteret i dag, tilrettet og vedtaget, hvorefter de vedtages endeligt på en ekstraordinær generalforsamling.

Otto påpegede, at den fremsendte udgave af vedtægterne (dateret 2000) ikke er den gældende. Sidste gang der blev vedtaget vedtægtsændringer var i 1987. Der er dog kun få og små tekstmæssige forskelle mellem de to udgaver. Generalforsamlingen bør derfor tage udgangspunkt i de i 1987 vedtagne vedtægter. Otto udleverede en udgave af vedtægtsteksterne, hvor man kunne se forskellene mellem vedtægterne fra 1987 og bestyrelsens nye forslag: Grå tekst er fælles for begge vedtægter; rød tekst er tekster, der er tilføjet; overstreget rød tekst er tekst fra de gamle vedtægter, som er slettet i bestyrelsens forslag.

Otto uddelte dernæst et notat om de ændringer, han var modstander af og hvorfor, eller hvor han savnede bestyrelsens forklaring på ændringerne.

De enkelte paragraffer i vedtægterne blev derefter gennemgået paragraf for paragraf. Det førte til følgende ændringer:

  • §1 – Bevares i den gamle udgave.
  • §3 – Den nye formulering, hvor foreningens grupper fastlægges i vedtægterne, stryges. Der var enighed om, at det fleksible begreb: arbejdsgrupper (AG) fra den tidligere §10, bør bevares. De aktuelle grupper vil altid fremgår af hjemmesiden. De skal ikke stå i vedtægterne. Kim: Kan vi også lave en folder? Jette: Hjemmesiden må være nok. Jesper: Hjemmesideadressen bør så fremgå af forsiden til vedtægterne. Der var enighed om at tilføje dette. Der opstod derpå en diskussion om, hvorvidt AG ledere skulle vælges af gruppen selv, eller udpeges af bestyrelsen. Det var specielt et problem ift. børne- og teen-grupperne. Generalforsamlingen besluttede derpå, at
    • Forslagets §3 og 4 erstattes af de tidligere vedtægters §10, dog således at lederne af AG udpeges af bestyrelsen under hensyntagen til en evt. indstilling fra arbejdsgruppen.
    • Den første og sidste sætning i den tidligere §12 indføjes ligeledes i den nye kombinerede paragraf (eller kan stå alene som ny §4), for at få begrebet interessemedlemmer defineret fuldtud.
  • §5 – Otto havde foreslået et alternativ til en aldersgrænse ved at bruge en forælder som stemmeberettiget. Jette: Forældrene er desværre ikke særlig aktive i foreningens virke. Derfor vil vi hellere have aldersgrænse. Forslaget fra bestyrelsen om en aldersgrænse på 15 år for at være stemmeberettiget, blev herefter vedtaget af generalforsamlingen. Samtidig tilsluttede generalforsamlingen sig Ottos forslag om at bevare de gamle vedtægters definition på at være aktiv.
  • §6 – Bestyrelsens forslag vedtoges med følgende ændringer:
    • Punkt 6 A-C slås sammen til følgende tekst: 6. Godkendelse af budget, herunder fastsættelse af billetpriser og kontingent.
    • Punkt 8: 2 revisorer bevares
    • Sidste sætning i de gamle vedtægters §6 bevares, modificeret som foreslået i Ottos notat, dog således at henvendelse kan ske til enhver i bestyrelsen.
  • §7 – Bestyrelsens forslag vedtoges med følgende ændring: ordet ”stemmeberettiget” bevares fra de gamle vedtægter
  • §8 – Bestyrelsens forslag vedtoges med følgende ændringer:
    • Ordet ”stemmeberettiget” bevares fra de gamle vedtægter.
    • Der var ikke tilslutning til Ottos forslag om, at der skal være 2 generalforsamlinger for at kunne vedtage vedtægtsændringer, men gerne at der krævedes en højere stemmeandel blandt de fremmødte. Generalforsamlingen besluttede, at der skal være ¾ af de fremmødte stemmeberettigede, som stemmer for vedtægtsændringer, for at de kan vedtages på en generalforsamling.
  • §9 – Bestyrelsens forslag vedtoges med følgende ændringer:
    • Sætningen om: ”Ved stemmelighed” bevares fra de gamle vedtægter.
    • Til Ottos forslag om, at næstformanden kunne overtage den ledige post, hvis formand eller kasserer afgik i utide for derved at undgå en ekstraordinær generalforsamling, erklærede Tine: Næstformanden burde kunne overtage formandens post, men det er mere tvivlsomt, om næstformanden vil være kvalificeret til at overtage kassererposten. Det kunne et af de andre bestyrelsesmedlemmer måske bedre gøre. Først hvis bestyrelsen ikke kan genbesætte den manglende post, behøver den indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Generalforsamlingen besluttede, at sætningen omformuleres, så bestyrelsen gives mulighed for at rekonstituere sig selv ved utidig afgang af formand, næstformand eller kasserer.
    • Generalforsamlingen fastholdt formuleringen i de gamle vedtægter om, at bestyrelsens beslutninger skal dokumenteres i protokollen.
  • §10 – Bestyrelsens forslag vedtoges. Dog således, at ordet ”huset” erstattes af ”foreningen”.
  • §11 – Bestyrelsens forslag vedtoges med følgende ændringer:
    • Der står ikke noget om, at interessemedlemmer kun betaler kontingent årligt. Kravet om kvartalsvis opkrævning bør droppes. Generalforsamlingen besluttede, at alle henvisninger til hyppigheden af kontingentopkrævningen fjernes fra vedtægterne.
    • De gamle vedtægters tidsfrist for annullering af medlemskab ved manglende kontingentbetaling på 6 måneder (dvs. 2 kvartaler) bevares.
    • Der var enighed om at ændre ordet ”forestilling” til ”produktion” i paragraffen. Men der opstod en længere diskussion om medlemmernes mulighed for at få fribilletter. Det fremgik af diskussionen, at andre amatørscener i omegnen ikke havde et tilsvarende begreb. Jette: Medlemmerne kan selv komme gratis til alle forestillinger i en produktion, men hvorfor skal de have 2 ekstra fribilletter? Det er ikke fair. I øvrigt gælder medlemmernes frie adgang og deres fribilletter kun, hvis der ikke er optaget af betalende publikummer. Jesper: Det bør så stå klart i vedtægterne. Generalforsamlingen besluttede i enighed, at interessemedlemmernes fribilletter bevares, og at sådanne fribilletter kan reserveres på linje med almindeligt betalende. Generalforsamlingen vedtog derefter gennem en afstemning med 6 stemmer mod 5, at der fremover ikke længere er noget, der hedder fribilletter til aktive medlemmer, heller ikke, som foreslået af bestyrelsen, til de aktive ved en produktion, dvs. at forslagets 2. afsnits 2. sætning stryges.
  • §12 – Bestyrelsens forslag vedtoges med følgende ændringer:
    • Opløsning af foreningen behøver ikke begrænses til at være det eneste punkt på den ekstraordinære generalforsamling.
    • Det andet afsnit i paragraffen, om hæftelse, gælder generelt, ikke bare i tilfælde af opløsning af foreningen. Det skal stå i en anden (evt. ny) paragraf (før §12).

6a. fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent, dvs: 200 kr/kvt for aktive voksne; 150 kr/kvt for børne- og ungdomsmedlemmer; og 200 kr/år for interessemedlemmer.

Kontingentsatserne blev vedtaget.

6b. fastsættelse af billetpriser.

Bestyrelsen foreslog varierende billetpriser afhængig af forestillingen. Forslaget er, at billetterne til de store forestillinger skal koste 70-85 kr afhængig af stykket, der vælges. Forårsforestillingerne: 25 kr for børneforestillingerne og 50 kr for de ”smalle” forestillinger.

Bestyrelsens forslag til billetsatser blev vedtaget.

6c. godkendelse af budget.

Jette udleverede og gennemgik budgetforslaget. Det er intentionen, at den store ”efterårsforestilling” igen flyttes til januar (2010). Der har været udtrykt stor tilfredshed fra medvirkende og publikum med at forestillingen er flyttet væk fra juleræset. Det lukker op for, at der kan laves smalle forestillinger tidligt i efteråret 2009.

Der blev spurgt, hvorfor der var så store udgifter til Emil i 2009. Jette svarede, at udgifterne på Emil bla. er gået til musikskolelæreren, som først er blevet betalt i år. Kim: Er der planer for at få nye sæder i salen? Jette: Det ville vi gerne have, men det vil koste mere end 150.000 kr, så det kræver en ekstra støtte fra Kommunen og diverse fonde.

Det fremlagte budget blev herefter vedtaget.

7. Valg til bestyrelse.

Næstformand, kasserer og de tre bestyrelsesmedlemmer var på valg. Næstformand Christina H. vil gerne genopstille, men kun som almindeligt bestyrelsesmedlem. Keld blev foreslået som næstformand i stedet. Jette ønskede at genopstille som kasserer. Begge blev valgt ved akklamation.

Som bestyrelsesmedlemmer ville Nanna og Torben gerne genopstille. Christina H. opstillede jf. ovenfor. Da der ikke var flere kandidater, blev disse tre valgt.

8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

Maria og Otto var villige til genvalg som revisorer. Jesper opstillede som revisorsuppleant. De valgtes alle ved akklamation.

9. Eventuelt.

Helene efterlyste, at vi fik indført de pædofili erklæringer, der anvendes andre steder. Tine: De er på vej.

Otto gav en status over, hvad der var sket i Kulturelt Samråd. Jette blev i foråret valgt til posten som repræsentant for Teaterforeninger og amatørscener i stedet for Janni. Og hun vil gerne genopstille til det ordinære valg til efteråret.

Otto orienterede også om, at Folkeoplysningsudvalget havde revurderet kriterierne for, hvad der kan søges tilskud til i udvalgets udviklingspulje. Ændringerne bevirker, at der bliver større muligheder for at også kulturelle foreninger kan søge disse midler. Men man skal huske, at 70% af midlerne går til nyudvikling. Kun 30% kan bruges til at vedligeholde faciliteter og udstyr, og disse bliver ret hurtigt brugt op.

Jette har en ide til et mobilt sminkningsudstyr, der kan bruges som sminkebod på Hovedgaden og i institutioner/foreninger/klubber. Det vil kunne skaffe flere nye medlemmer. Otto hjælper gerne med ansøgningen.

Janni: Kommunen afholder sommerskole. Kunne vi lave et sådant hold på TAS. Tine: Vi har modtaget en henvendelse om det. Den ligger på kontoret.

Dirigenten takkede for god ro og orden.

Referent: Otto.